fredag den 28. februar 2014

Flødekinaradise

Jeg elsker flødekartofler og det er en af mine livretter. Derfor satte jeg mig for, at finde en erstatning for det, som jeg kan spise alt det jeg vil af! jeg har set mange snakke om kinaradise og knoldselleri som erstatninger for flødekartofler, så valgte at kaste mig ud i et forsøg med kinaradissen! Det passer godt til en god bøf, en steg, kylling eller lign. Selv spiste jeg det med et par kyllingepølser. En god tomatsalat vil også passe godt til som tilbehør. Der er ca. til 2-3 personer, alt efter om der er andet tilbehør til kødet.
















Ingredienser:

  • Ca. 500 gram kinaradise i skrællet vægt 
  • 2 løg
  • 3 fed (hvis man er vild med hvidløg, ville man også kunne tilføje et ekstra)
  • 100 gram cremefraiche
  • 5 dl fløde
  • 70 gram philadelphia eller lign. 
  • Salt, peber, paprika og tørret oregano
  • Revet ost efter behov (Jeg brugte ca. 2½ håndfulde)
Fremgangsmåde:
Efter du har skrællet kinaradissen, er det en god idé at give den et hurtigt opkog på 2-3 min. På den måde er der ikke så meget bid i den (Jeg kogte den ikke, da jeg godt kan lide bidet). hvis du giver dem et opkog, så lad dem dryppe af, du kan evt. duppe dem med noget papir. Derefter lægger du dem op i dit fad. Skræl løg og skær dem i tern, ringe eller hvordan du vil have dem. Og bland derefter løget med kinaradissen. Nu blander du hvidløg, cremefraiche, philadelphia og krydderierne. Efter det er blandet tilsætter du fløde og blander det godt sammen (Du kan evt. piske det kort). Når det er blandet hælder du det over kinaradissen, og sørger for det er godt fordelt. Nu kommer du ost på. Jeg gav retten 30 min. ved 180 grader i varmluft.

Idéer:
Nu hvor jeg har lavet den, har jeg også gjort mig tanker om, hvad jeg kunne gøre en anden gang. Tænker at den kunne piftes lidt op med peberfrugt, bacon, forårsløg, friske krydderurter eller fennikel. Og derudover tænker jeg, at kina radissen kan udskiftes med jordskokker eller knoldselleri.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar